Kunstneren i fokus: Akvarellkemisten

Hvordan kombinerer man videnskab med kreativitet? For Alexandra Walsh, Akvarellkemisten, har forkærligheden til begge områder været der siden barndommen. Hendes hjerte har altid banket for maleri og tegning, men det var hendes anden store interesse, der trak hende mod kemistudiet. Men i løbet af sin ph.d., hvor hendes ambition var at blive kemiprofessor, indså hun, at hun på trods af sin passion for videnskab ikke var helt tilfreds med den vej, hun havde valgt. I stedet begyndte hun at spekulere på, om kunsten alligevel var hendes kald – og hun greb igen til både pensel og pen.

Siden 2021 har Alexandra derfor valgt at arbejde fuld tid som kunstner, men også som underviser i kunst. Undervisning og læring kaldte simpelthen på hende, og under en videnskabelig ekspedition på isbryderen Oden til Nordpolen kedede hun sig til tider så meget, at hun begyndte at afholde tegnekurser for besætningen og andre forskere. Det var her, der blev sået et frø til, at hun faktisk havde et talent for at undervise i kunst.

Så snart indsigten, kombineret med en uddannelse i pædagogik, kom til hende, begyndte en anden rejse: at organisere workshops og kurser som akvarelunderviser. Hun har blandt andet holdt kurser og foredrag på Nordiska Akvarellmuséet, Gerlesborgsskolan og for kunstforeninger som Nordiska Akvarellsällskapet. At undervise er en af hendes yndlingsbeskæftigelser, og via sin hjemmeside tilbyder hun forskellige typer af færdigpakkede akvarelkurser.

Derudover er hun glad for at forske i kurser, der handler om akvarelmaling, hvor hun i øjeblikket fordyber sig i akvarelteknikker og miljøvenlig genbrug af akvarelfarver. Hun ser sig selv som en "evighedsstuderende", der aldrig helt kan få nok af at studere – der er simpelthen uendeligt meget at lære om kunsthistorie, filosofi og kunsthistorie. I dag har hun med sin akkumulerede viden formået at kombinere og skabe et erhverv, hvor hun får det bedste fra alle verdener – videnskab, kunst og undervisning.

I flere år var Alexandra i lære hos kunstneren Yusuke Nagano. Han er også akvarelkunstner og har blandt andet udstillet smukke malerier, hvor han har skildret Göteborg gennem sine øjne. Alexandra føler, at hun har lært mange vigtige ting af Yusuke, og en af de vigtigste var, at det at være kunstner ikke handler om et gudsendt talent, men faktisk om hårdt arbejde og en "fandenivoldskhed". Det gav hende håb – for hvis hun kunne motivere sig selv til at holde op med at arbejde, kunne hun også tage sin kunst til nye højder.

"Takket være Yusuke-sans vejledning blev jeg også en bedre iagttager. Jeg lærte at se ting omkring mig, som jeg tidligere ikke så"
– Alexandra om sin tid som lærling.

Alexandra havde længe haft en stor forkærlighed for blæk og at tegne sine kreationer. Men i løbet af studietiden dukkede akvarellen op som en ny favorit, da dens mange spændende kvaliteter vakte hendes interesse. Spørgsmålene krævede hendes opmærksomhed – hvordan maler man, hvad er akvarellens historie, og frem for alt, hvordan fungerer den rent kemisk?

Mange mennesker tror måske, at kunst og videnskab er næsten fuldstændige modsætninger. For Alexandra er de to områder dog tæt forbundne og har mange ligheder. De handler begge om menneskets tørst efter viden og et ønske om at forstå sig selv, men også hvordan verden fungerer. Så hun begyndte at male af samme grund, som hun gik ind i videnskaben – i en søgen efter at forstå hvorfor. På den måde kan disse to verdener give hende de redskaber, hun skal bruge for nysgerrigt at lære mere om verden, og hvordan hendes forhold til den ser ud.

Hun var især interesseret i, hvordan vand og pigmenter ikke er passive komponenter, men kan ses som aktive kræfter i den kreative proces. Hun beskriver det selv på en poetisk måde: pigmenternes tekstur og vandets bevægelse interagerer med naturens love, hvilket får hende til at reflektere over materialets egne intentioner. Samlet set er det en påmindelse om, hvordan disse kræfter er tæt sammenflettet i et større netværk af relationer, hvor både mennesker og ikke-mennesker deltager aktivt i at skabe den virkelighed, vi alle oplever.

Alexandra filosoferer meget over verden og samfundet, især i forhold til kulturen. Hun fremhæver klimakrisen som et tema, hun ser mere og mere af i kunstneriske sammenhænge; en øget bekymring for den klimakrise, vi kommer til at stå over for – og allerede oplever. Hun argumenterer for, at i stedet for at male de rent visuelle aspekter, som f.eks. smeltende gletsjere, bør skaberne også lede efter de mere komplekse og undseelige dimensioner. Måske bør vi helt enkelt diskutere og sætte spørgsmålstegn ved det menneskecentrerede verdensbillede og lede efter andre perspektiver. Det er naturligvis en stor udfordring, men hun tilføjer, at det passer godt til dem af os, der gerne vil udfordre den måde, vi ser på naturen på gennem kunsten.

"Jeg er tvunget til at indse, at skabelse ikke kun er min handling – men et samspil mellem mig og de materialer, jeg bruger"
– Alexandra om, hvordan hun gjorde akvarellen til sin egen.

Fra blankt papir til malede træer

Selv om hun ser træmotiver som en kliché i akvarelmaleriet, kunne hun ikke lade være med at inkludere træer i sin kunst i form af semi-abstrakte værker. Hun elsker at realisere alle slags træer, i form af en tæt skov, i et åbent landskab eller bare som de er. Kort sagt er naturen en uendelig kilde til inspiration og repræsenterer dermed hendes uslukkelige tørst efter viden. Et par træer er én ting, men hvis der er for mange træer, afspejler det også, hvordan det vil sløre vores udsyn og virkelighedsopfattelse. Hendes arbejde henter inspiration fra forskellige abstrakte kunstretninger, men også fra japansk kunst og æstetik.

Alexandras proces fra start til slut er i høj grad bestemt af, hvad hun rent faktisk har tænkt sig at male. Hvis hun for eksempel tager udgangspunkt i realismen, begynder hun ofte med en let skitse, som hun så overfører til akvarelpapir og derefter begynder at male. Hun maler i lag, lag på lag, og afslutter ofte med tørpenselteknikker. Selv om der ofte er en idé, kan hun godt lide at arbejde eksperimentelt og se sit arbejde opstå rent intuitivt.

Med hensyn til materialer vælger hun meget ud fra den teknik, hun bruger den pågældende dag. I de senere år har hun dog fundet en ægte favorit i den sorte akvarelfarve Lunar Black fra Daniel Smith. Hun tilføjer med et glimt i øjet, at det er en så vigtig del af hendes skabelsesproces, at hun helt sikkert er en af de medvirkende årsager til, at farven gang på gang bliver udsolgt i butikkerne.

Hvis du vil se mere af Akvarellkemistens kunst, kan du besøge hendes hjemmeside eller kigge på hendes Instagram-konto @akvarellkemisten.