Tilføj til ønskeliste »
24 okt 2024
Tags: Reportage, Kunstnere, Læsestof
Hvad gør et maleri virkelig uhyggeligt? Det kan være op til beskueren, eller det kan være noget uhyggeligt, der ligger til grund for motivet. Bag mange værker står en kunstner, der tør skabe noget rædselsvækkende med sine bare hænder. Se med, når vi viser nogle af kunsthistoriens mere eller mindre skræmmende, men fascinerende kunstværker.
Mange malerier skabt gennem kunstens historie forestiller fine åkander, søde dyr eller glade mennesker, der laver mad, bader eller på anden måde hygger sig. Men der er også nogle malerier, der viser tegn på noget helt andet – en kamp, noget forfærdeligt og nogle gange noget, som kunstneren selv har oplevet eller går igennem. Gennem tiderne er nogle af disse fascinerende værker blevet rost til skyerne, mens andre er gået i glemmebogen. Blandt værkerne nedenfor finder du både værker, der kan virke uhyggelige ved første øjekast, men også dem, der til og med har en endnu mere skræmmende baggrundshistorie.
Her er nogle malerier, hvor uhygge forekommer i større eller mindre grad. OBS! Skræmmende billeder forekommer.
En af de mest berygtede uhyggelige kunstnere er den spanske kunstner Francisco Goya, som var aktiv under romantikken (slutningen af 1700-tallet – midten af 1800-tallet). I begyndelsen var hans malerier lysere og indeholdt tidstypiske portrætter af blandt andet den spanske kongefamilie. På grund af en ukendt sygdom blev hans værker dog stadig mørkere og tungere. Hans sene malerier blev mere og mere groteske, fascinerende ubehagelige og desuden fyldt med forskellige typer rædsler.
I begyndelsen af 1800-tallet malede Goya en række oliemalerier, der senere skulle blive kendt som "De sorte malerier". 14 malerier blev skabt på væggene i hans eget hus, og de kan alle på hver deres måde afspejle hans paranoia over at blive skør og resignation over for menneskeheden; et resultat af Napoleonskrigene og oprørene på den tid. Det kan tilføjes, at Goya havde overlevet to dødelige sygdomme, som havde gjort ham skrækslagen for tilbagefald.
Det mest kendte maleri fra serien er "Saturn fortærer sin søn", som er et af seks malerier, der blev malet på væggen i stuen. Det, vi ser, har sin oprindelse i græsk-romersk mytologi, hvor Saturn (også kaldet Kronos) spiser et af sine børn efter at have hørt en profeti, der sagde, at hans børn ville tage magten fra ham. Det var sandsynligvis aldrig meningen, at disse mørke malerier skulle vises offentligt, men de blev senere overført til lærred og kan nu ses på museer i Madrid.
Andy Warhol er nok mest kendt for sin farverige popkunst med motiver som Marilyn Monroe eller dåser med tomatsuppe. Han levede efter mottoet om, at "skønhed er til salg i dagligvarebutikken", hvilket forklarer, hvorfor mange af hans værker er centreret omkring dagligdags ting, såsom disse dåser, sedler eller sæbeuld. Men der er også en række motiver, der ikke er så enfoldige eller muntre.
I 1963 begyndte Warhol en serie, som han kaldte "Death and Disaster". Disse værker var så langt fra de muntre forbrugsværker, han tidligere havde lavet. Nu var døden i stedet nærværende på den ene eller anden måde. "Den elektriske stol" er et af disse, der forestiller et simpelt rum og en tom elektrisk stol, en henrettelsesmetode, der blev betragtet som den mest humane på det tidspunkt. Stolen på billedet er i virkeligheden et pressefotografi fra Sing Sing-fængslet i New York og har således været brugt til at henrettet dømte kriminelle. I typisk Warhol-stil går motivet naturligvis igen i en række forskellige farver, hvilket kan tolkes som kritik af samfundets fascination af død og vold. At gentage motivet flere gange menes at være en måde at kaste lys over, hvor følelsesløse mennesker er blevet over for dødssymboler og statslige straffemetoder.
"Skriget" er måske et af de mest berømte kunstværker i verdenshistorien og er malet af norske Edvard Munch i fire versioner samt et litografi. Værket er noget uventet malet direkte på pap, med oliemaling, pasteller og farveblyanter som værktøj. Himlen ser ud til at skinne klart i rødt og orange, mens der i forgrunden er en skrigende skikkelse, der holder hænderne op til kinderne. Udover Skriget er der også det lignende oliemaleri Fortvivlelse (1894), hvor den hatteklædte og udtryksløse figur i stedet er vendt væk. Derudover er der også en tredje følelse, Angst (1894), hvor karaktererne har grønlige spøgelsesagtige fremtoninger. Alle værkerne er bundet sammen af deres "brændende" nattehimmel og er alle en del af kunstserien "Livsfrisen", som Munch skabte for at skildre menneskelig angst.
Historien bag værket er et besøg på et smukt udsigtspunkt med udsigt over de norske fjorde. Munch har fortalt, at han besøgte stedet med et par venner, da solen gik ned og farvede himlen blodrød. Han stoppede, mærkede angsten snige sig ind og mærkede et endeløst skrig gennem naturen. Munch selv tænkte meget over eksistentielle spørgsmål som liv, død og angst – noget, som han gerne overførte til lærred eller andet materiale, han måtte støde på. I dag kan tre versioner af Skriget og mange andre af hans værker ses på Munchmuseet i Oslo.
Dette billede er et triptykon; et værk opdelt i tre dele, der ofte kunne lukkes ved de yderste værker foldes indad med hængsler. Det gjorde det muligt at skildre tre forskellige motiver i samme maleri, men "dørene" var også praktiske at have ved transport og opbevaring. Ved første øjekast kan "Lysternes have" virke som et almindeligt maleri takket være de muntre farver, men hvis man kigger lidt nærmere, vil man kunne følge menneskets livscyklus, med alt fra fødsel til det endelige brændende helvede.
Det venstre panel viser Paradisets Have, hvor vi ser typisk bibelske portrætter af Adam og Eva samt dyreliv, der trives i et dejligt grønt landskab. I den midterste del af værket, som også er den største del, finder vi masser af nøgne mennesker, der er engageret i forskellige former for leg, men også seksuelle aktiviteter. Alt i midterpanelet er malet i lyse farver, og hvis man ser nærmere efter, er mange situationer mærkelige og ekstreme.
Det højre panel er også den del, der er mørkest, både hvad angår farverne, men også de begivenheder, det viser. Hvis de første paneler viser fødsel og liv, viser det sidste panel ren elendighed og bogstaveligt talt det værste i den bibelske verden – helvede. Her finder vi flere forskellige synder, og kigger vi værket efter i sømmene, finder vi også virkelig skræmmende detaljer. Det kan tænkes, at Bosch ville vise hele livets cyklus i et og samme værk – med synden som en rød tråd – hvor man også bør notere sig, at en mulig himmel helt mangler.
Francis Bacon var en britisk kunstner, der konsekvent skabte værker, der kan beskrives som rå og i mange tilfælde ubehagelige. Han tog ofte udgangspunkt i andres malerier, og ofte i kunstserier, hvor lignende motiver blev bearbejdet i flere versioner. Hans serie "1949 Head" indeholder flere forskellige dramatiske malerier, hvor lange penselstrøg giver en "skrigende" fornemmelse eller som om hovedet bliver revet løs fra kroppen.
"Head VI" var det første maleri, hvor Bacon refererede til Velásquez, som havde malet realistiske portrætter af paver. Bacon studerede disse værker og skabte såkaldte "skrigende paver" i omkring 45 forskellige versioner. I stedet for det normale portræt, som Velásquez havde malet, valgte Bacon en mørkere vej, hvor paven var som fanget i en slags glasbur og med en mund vidt åben som i et skrig.
Bacon fandt ikke kun inspiration i andres malerier, men også i filmens verden. Den skrigende mund menes at være taget direkte fra den ikoniske stumfilm "Battleship Potemkin" (1925), som skildrer en massakre. Glasburet kan til gengæld tolkes som et slags panikslagent råb om hjælp ingen kan høre, som om paven skriger i en slags indespærret stilhed.
Samme år som "Skriget" blev til, blev der faktisk skabt et andet, lidt mindre kendt maleri. Den polske kunstner Henryk Weyssenhoff malede hovedsageligt blide og rare landskaber, men nu og da sniger der sig et mørke ind i hans kunst. Et eksempel på dette er det mystiske "Premonition", som ved første øjekast kan synes at være et enkelt, om end dunkelt maleri af et almindeligt hus, men hvis du kigger lidt nærmere, er der mere, end du måske tror.
I de centrale dele af maleriet er selveste manden med leen, der er malet med en sådan præcision, at han nærmest smelter ind i maleriets lilla-gråbrune farver. Vi ved ikke meget om dette værk, men sandsynligvis har døden banket på døren, og de to hunde hyler i kor, da de kan fornemme tilstedeværelsen af noget ukendt og spøgelsesagtigt.
Johann Henrich Füssli, også kendt under sit engelske navn ovenfor) var en kunstner, der var aktiv under romantikken. Hans malerier var ofte mystiske og tidstypisk gotiske. Hans mest berømte maleri, skabt i olie, er "Mareridtet", som næsten synes at være i sort/hvid. Et dæmonlignende væsen sidder oven på en kvinde, der ser ud til at være enten sovende eller helt bevidstløs. Et behageligt hestelignende væsen kan også ses træde ud i mørket.
Ved sin første visning i 1782 blev "Mareridtet" straks bredt anerkendt, både af dem, der var fascineret af rædslen, men også af dem, der reagerede med afsky. Gennem årene har fortolkningerne været forskellige, hvor nogle hævder, at maleriet forestiller et ubehageligt mareridt med rødder i folklore og eventyrvæsner, mens andre ser mere erotiske undertoner i karakterernes dynamik og positioner. Værkets titel kan også åbne op for fortolkning, da "mara" refererer til væsner, der torturerede eller kvalte sovende mennesker. Dette kan så hænge sammen med, at maraen, eller dæmonen, i værket passende nok sidder på hendes bryst, da det kan symbolisere tryk på brystet i form af søvnlammelse, åndedrætsbesvær under søvn eller helt enkelt følelser af frygt og angst.
